Sover enlige dårligere end dem, der deler seng?
Ja, i denne undersøgelse. 18,0 procent af enlige får aldrig eller næsten aldrig søvn nok til at føle sig udhvilede mod 13,5 procent af samboende. Begge tal indgår i den samlede opgørelse af danskernes søvn, hvor også småbørnsfamiliernes skæve nattevagt er opgjort.
Det er det modsatte af, hvad den udbredte forestilling siger. Fortællingen om sovepartneren, der snorker, vender sig og trækker dynen til sig, er velkendt, og der findes særskilte senge og separate soveværelser bygget på den. Befolkningstallene peger den anden vej.
Kan det bare skyldes alderen?
Nej. Rapporten opgør forskellen justeret for køn og alder, og den består.
Den justerede relative andel er 1,39 med et sikkerhedsinterval fra 1,21 til 1,60. Hele intervallet ligger over 1, og forskellen er dermed for stor til at være tilfældig. Grupperne er store, 3.411 enlige og 7.116 samboende.
Samme mønster går igen på søvnlængde: 37,5 procent af enlige opfylder ikke anbefalingen mod 33,0 procent af samboende, med en justeret relativ andel på 1,27.
Hvad kan forklare forskellen?
Det kan undersøgelsen ikke svare på, men flere forhold kan trække i samme retning, og de udelukker ikke hinanden.
Kategorien enlige rummer meget forskellige situationer. Nogle er unge, der bor alene for første gang. Nogle er lige blevet skilt eller har mistet en partner. Nogle er enlige forsørgere, der klarer alle nattens opgaver selv. Fælles for flere af dem er belastninger, der i sig selv er kendt for at forstyrre søvn.
Dertil kommer økonomi og boligforhold, som rapportens baggrundsafsnit nævner blandt de forhold, der påvirker søvn, og som ikke er justeret væk i tallet ovenfor. En husstand med én indkomst er mere sårbar end en med to.
Der findes også en tolkning, hvor samlivet i sig selv gør en forskel, altså tryghed og faste rutiner omkring sengetid. Den er lige så plausibel og lige så udokumenteret i disse data.
Hvad så med myten om sovepartneren?
Den er ikke aflivet. Den er bare ikke det, undersøgelsen måler.
At en gruppe i gennemsnit sover bedre, udelukker ikke, at nogle enkeltpersoner sover dårligere på grund af deres partner. Gennemsnit og enkelttilfælde er to forskellige ting.
Undersøgelsen spørger heller ikke direkte til partneren. Den eneste svarmulighed, der kan rumme det, hedder støj fra trafik, naboer eller andre i boligen, og den angives af 5,1 procent af mændene og 8,8 procent af kvinderne blandt dem, der ikke får søvn nok. En snorkende partner tæller altså med i den kategori uden at kunne skilles ud.
Hvad kan man tage med sig?
At det ikke er oplagt at flytte i separat soveværelse for søvnens skyld alene. Tallene giver ikke belæg for, at det skulle være en generel forbedring.
Omvendt siger de heller ikke, at man skal blive liggende ved siden af en, der holder én vågen hver nat. Hvis en partners snorken systematisk afbryder din søvn, er det værd at tale om, både med partneren og eventuelt med lægen. Kraftig snorken med pauser i vejrtrækningen kan være tegn på søvnapnø, som bør undersøges.
Hvornår bør du tale med din læge?
Hvis du bor alene og har sovet dårligt gennem længere tid, er der ingen grund til at forklare det med din boform. Vedvarende søvnbesvær har mange mulige årsager, og en læge er det rette sted at begynde.
Bor I to og forstyrrer hinandens søvn hver nat, er det også en samtale værd. Både snorken og uro om natten kan have forklaringer, der kan gøres noget ved.