Hvad viste det klassiske studie om REM-søvn og hukommelse?
Et ofte citeret studie fra 1994 fandt en direkte sammenhæng mellem REM-søvn og indlæring af en bestemt synsopgave. Deltagerne blev bedre til opgaven efter en normal nats søvn, men kun hvis deres REM-søvn fik lov at være i fred.
Forskerne bag studiet lod forsøgspersoner træne en visuel skelneopgave og målte deres præstation dagen efter. Når REM-søvnen blev forstyrret om natten, udeblev forbedringen. Når den dybe søvn i stedet blev forstyrret, forbedrede deltagerne sig som normalt. Konklusionen var, at netop REM-søvnen var nødvendig for, at denne type indlæring kunne sætte sig. Studiet var dog lavet på en enkelt, specifik opgave og med en lille gruppe deltagere.
Gælder det al slags hukommelse?
Nej, og det er her, billedet bliver mere nuanceret. REM-søvnens rolle ser ud til at være stærkere for færdigheder end for rene fakta.
En stor oversigtsartikel fra 2013 gennemgik forskningen og fandt, at de fleste studier ikke kunne påvise en effekt af forstyrret REM-søvn på almindelig faktahukommelse, altså den slags man bruger til at huske ord, navne eller begivenheder. Til gengæld var der stærkere holdepunkter for, at REM-søvn bidrager til motoriske og perceptuelle færdigheder. Med andre ord peger forskningen mere i retning af, at REM-søvn hjælper med at finpudse, hvad kroppen har lært at gøre, end med at lagre ren viden.
Hvorfor er forskerne ikke enige?
Fordi flere fund trækker i forskellige retninger. Nogle observationer taler direkte imod idéen om, at REM-søvn skulle være uundværlig for hukommelse.
Den samme oversigtsartikel fra 2013 fremhæver et tankevækkende eksempel: visse antidepressiva undertrykker REM-søvn næsten fuldstændigt, og alligevel ser man ikke nogen tydelig svækkelse af hukommelsen hos de mennesker, der tager dem. I den model, der i dag fylder mest, er det den dybe søvn, der bærer hovedopgaven med at flytte nye minder over i varig lagring, mens REM-søvnens præcise bidrag stadig er uafklaret. Forskerne beskriver det snarere som et samspil mellem søvnstadierne end som én fase, der gør hele arbejdet.
Hvad kan man konkludere lige nu?
At søvn er vigtig for hukommelse og indlæring, er der bred enighed om. At det udelukkende skulle være REM-søvnens fortjeneste, holder ikke.
Den rimelige konklusion ud fra den nuværende forskning er, at både dyb søvn og REM-søvn bidrager, sandsynligvis til forskellige typer hukommelse og på forskellige tidspunkter af natten. For færdigheder og finmotorik er der de stærkeste holdepunkter for en REM-effekt, mens den samlede mekanisme stadig er genstand for aktiv forskning.